Er vikarerne snart det faste personale på de danske plejehjem?

Jeg mener at der er brug for mere fast personale, fordi det høje vikarforbrug øger risikoen for fejl, der kan få katastrofale konsekvenser.

Jeg er uddannet social og sundhedsassistent og har de sidste 5 ½ år arbejdet for et kommunalt vikarkorps. Jeg anser mig selv for at være en fagligt dygtig og engageret medarbejder, men lige meget hvor meget erfaring, både praktisk og teoretisk, jeg har, så er der noget, der altid vil mangle; jeg og mine vikarkolleger vil aldrig kunne skabe den samme kontinuitet, som faste medarbejdere kan.

Et konkret eksempel:

En weekend tidligere i år skulle jeg arbejde i dagvagt på et plejehjem med demente beboere. Lørdag arbejdede jeg sammen med en kollega, der var kendt på afdelingen med de otte demente beboere. Hun var rigtig god til at skabe overblik og samle trådene, så arbejdet gled let – selvom det altid er en udfordring at arbejde med demente, da de har brug for ro og genkendelighed i omgivelserne. Jeg kunne helt klar mærke forskellen, da min kollega gik kl. 13 og jeg skulle være alene på afdelingen de sidste to timer af min vagt. Beboerne blev hurtigt meget mere urolige, ville ud, stillede mange spørgsmål og vandrede hvileløst op og ned ad gangene. Men der var dog stadig relativt ro og ingen forlod afdelingen. Selvom jeg var godt træt i hovedet da min vagt sluttede, trøstede jeg mig med, at jeg dagen efter var blevet lovet, at jeg skulle gå sammen med en kollega, der kendte afdelingen og beboerne.

Søndag morgen mødte jeg igen ind, klar på endnu en vagt i selskab med de søde, men forvirrede beboere på plejehjemmet. Det stod mig desværre snart klart, at jeg i dag skulle gå sammen med en vikar, der aldrig havde været der før. Så på én enkelt dag var jeg pludselig den med den længste erfaring på afdelingen. Mig som vikar med én dags anciennitet på afdelingen skulle altså lære en anden vikar op. Samtidig havde jeg som social og sundhedsassistent det overordnede ansvar for medicingivning, insulin og måling af blodsukker.

Virkningen på de demente var heller ikke til at tage fejl af. De var meget urolige og utrygge og to af dem var ved at forlade plejehjemmet sammenlagt fire gange. Da dagen var omme var jeg så uendeligt træt at noget så simpelt som at skifte fra uniform til mit civile tøj føltes som at bestige Mount Everest. Men samtidig var jeg vanvittigt lykkelig over, at ingen var døde eller forsvundet fra plejehjemmet i min vagt.

Det lyder måske lidt dramatisk og det var det også. Men det er desværre ikke enestående for den virkelighed jeg oplever. Vi hører flere og flere triste historier om demente, der forlader plejehjem og senere findes døde, frosset ihjel eller druknede. Det er ikke personalets skyld. Vi er mange, rigtig dygtige og engagerede mennesker. Desværre er der bare for få af os og for stor en del er vikarer, hvilket bare ikke fungerer, når man arbejder med demente. Det virker nok lidt paradoksalt, at jeg, som selv er vikar, siger sådan. Men jeg er først og fremmest social og sundhedsassistent og min faglige stolthed tvinger mig til at sige fra.

Kommentarer