Er fagbevægelsen blevet fanget i sin egen kamp?

Faglig kamp

Jeg sider I lyntoget i mellem Jylland og Sjælland, på vej hjem fra byggearbejdernes årlige landsbranche møde. Mens Danmarks landskab fare hurtigt forbi mig lige uden for mit vindue, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på dagens landsmøde, hvor vi har diskuteret forslag til de kommende overenskomstforhandlinger. Øverst er kravet om fuldt kædeansvar, hvor bygherren hæfter fuld ud for alle underentreprenører. I min gruppe bliver der diskuteret, hvad vi er villige til at eftergive fra vores nuværende overenskomst, til gengæld for et fuldt kædeansvar.

Spørgsmålet er efter min mening ikke hvad vi er villige til at eftergive for at få kædeansvar, men nærmere hvad arbejdsgiverne ikke får hvis de nægter os kædeansvar. Til min store overraskelse skal jeg høre fra de ansatte i fagbevægelsen, at de er bekymret for konsekvensen hvis der nu skulle udbryde strejke.

Rejs jer, fordømte

Er de ansatte i den danske fagbevægelse blevet til en flok ynkelige medarbejder? der er bange for at miste deres job? eller har de glemt at det er igennem hårde kampe, sammenhold, solidaritet, og ikke mindst strejke, at vi har opnået det, vi i dag kalder vores rettigheder?

Sidste strejke var helt tilbage i 1998, hvor vi igennem 11 hårde dage strejkende os til den 6 ferieuge. Os, fagbevægelsen har aldrig fået noget gratis, hver gang har lønmodtagersiden måtte kæmpe sig til sine rettigheder.

Jeg mener at det er på tide, at den danske fagbevægelse rejser sig fra asken og viser sit sande værd og styrke, i kampen for bedre rettigheder for dens medlemmer. Fordi at det er på tide med en arbejdskamp for at vise vores styrke, så vi igen vil kunne betragtes som værende en ligeværdige modstander, overfor arbejdergiversiden.

Kommentarer