Er det mig du vil fyre, Løkke?

Jeg arbejder i gaderenholdelsen i Københavns Kommune. Vores opgaver er at fjerne alt affald fra
husmur til husmur. Vi arbejder i sne, sol og regn 365 dage om året. Det er et godt arbejde, men også et hårdt arbejde. Hvert år bliver der mere og mere at lave. Mængden af affald, vi fjerner hvert år, er steget med 1000 ton siden 2010.
På trods af et stigende arbejdspres kan vi med Løkkes nulvækst se frem til fyringer. Ifølge Finansministeriet vil nulvækst de næste fem år betyde, at 32.000 offentligt ansatte skal fyres. Er det os, Løkke vil sende fyresedler til? Hvis man vil stemme mod fyring af offentligt ansatte,
skal man holde sig langt væk fra Venstre.
Kristian Thulesen Dahl har meldt ud, at han har tillid til Venstres formand. Man skal altså også holde sig fra DF, der lægger stemmer til fyringspolitikken. Så til Løkke og Tulle: Meld klart ud – sæt ansigter på fyringspolitikken.
Vi vil vide, hvem I vil spare væk.

Bragt i Ekstrabladet 4. juni 2015