Du skal da ikke være håndværker

Hvorfor skal jeg føle mig mindre værd fordi jeg ikke vil det alle andre gør?

Jeg sad til samtale med min dansk- og klasselærer i 10. klasse på min efterskole. Hun hedder Ursula, og skulle hjælpe mig med at blive afklaret med hvad jeg ville, når jeg var færdig på skolen om nogle få måneder. Jeg havde lige været i brobygning på Syddansk Erhvervsskole som murer, og det føltes rigtigt for mig at jeg i fremtiden kunne få lov til at lave noget jeg kan være stolt af. Hvis jeg en dag ville købe mit eget hus, så kunne jeg selv bestemme at lave det så lækkert som jeg ville have det. Jeg var vild med tanken om at jeg i fremtiden kunne gå igennem København med mine børnebørn, pege på en bygning og sige: Se hvad farfar har lavet. Det fortalte jeg Ursula, og jeg var glad for endelig, efter to til tre års heftigt pres fra samfundet og politikerne, at have fundet en uddannelse jeg brændte for. Jeg vidste endelig hvad jeg ville!

Det første hun gjorde var at kigge på mig, fuldstændig uforstående for mine tanker og overvejelser, og sagde: Hvorfor i alverden har du tænkt dig at spilde dit talent på at blive håndværker? Jeg havde aldrig været så harm og foraget i hele mit liv. Hvordan kunne hun tillade at udtale sig om det, når hun tydeligvis ikke anede hvad hun snakkede om? Når hun ikke engang havde lyttet til mig eller sat sig ind i min tankegang? Jeg følte det direkte som om at hun sagde jeg var en idiot, og at jeg ville være mere værd med en studenterhue på hovedet, fremfor med et svendebrev i hånden.

I dag er der kun to uger til jeg kan kalde mig selv udlært murersvend. Det er jeg stolt af. Alligevel sidder oplevelsen med Ursulas arrogance dybt lejret i mig. Jeg kan stadig mærke at mit hjerte banker hurtigere, her fire år efter, bare ved tanken om hendes ord.

Jeg synes ikke det er i orden at normen er at det er finere, klogere og bedre at tage en gymnasial uddannelse over en faglært uddannelse. Slet ikke når mange snakker om at vi kommer til at mangle faglærte i fremtiden. Hvordan skal vi løse det problem når ikke engang skolevejledere vil anbefale elever en faglært uddannelse. Det er uddannelsessnobberi af værste skuffe.

Der er få ting der gør mig gladere og mere stolt end at vide at jeg viderefører et oldgammelt og stærkt håndværk. Jeg ved at dét jeg kan med mine hænder, kommer folk til gode, mange år ud i fremtiden.
Hvis vi fjerner det uddannelsessnobberi der findes i dag, vil der være flere der vælger den rigtige vej at gå. Jeg er ikke i tvivl om at jeg gjorde det rigtige.

Kommentarer