Du må til lommerne, Claus Hjort

Om mindre end en måned kommer dagpengekommissionen med sit bud på et nyt dagpengesystem. At der er brug for et bedre dagpengesystem er åbenlyst. Bare det sidste halve år er 1.500 af mine kolleger i 3F faldet ud af systemet.

Det er ikke kun dem, som falder ud af dagpengesystemet, der bliver ramt af forringelserne. De påvirker også os, der er i arbejde. Det dårligere dagpengesystem skaber utryghed. Frygten for at blive fyret betyder, at flere og flere accepterer vilkår, som de ikke tidligere ville acceptere. Det gør, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man brokker sig til chefen over for tunge løft. Det kan også betyde, at man accepterer en lønnedgang i håb om ikke at blive fyret.

For nylig kunne man i medierne læse, hvad kommissionen har i støbeskeen, og det var nedslående læsning. Alle tre forslag finansierer forbedringer med en lavere dagpengesats.

Tanken om at lade de arbejdsløse betale for forbedringerne med en lavere dagpengesats er helt forfejlet. I forvejen har dagpengesatsen været faldende i mange år..

At kommissionens forslag ikke måtte give et dyrere dagpengesystem blev besluttet af den socialdemokratiske/radikale regering. Da de nedsatte dagpengekommissionen, var det med strenge ordrer om, at området ikke måtte koste flere penge.

Det var Claus Hjort, der som finansminister stod i spidsen for forringelserne af dagpengesystemet i 2010. Dengang var budskabet fra Finansministeriet, at »kun« 2.000 ville falde ud om året. Det var en grel regnefejl. Nu er 60.000 faldet ud.

Et nyt dagpengesystem skal gøre det nemmere at optjene dagpenge, og perioden skal forlænges. Derfor er det nødvendigt, at de penge, som Venstre, Radikale, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance tog fra dagpengeområdet i 2010 bliver ført tilbage.

Der er ingen vej udenom. Du må til lommerne, Claus Hjort Frederiksen.

Bragt i Berlingske Tidende 25. september 2015

Kommentarer