Djøf-statens nødvendigheds politik.

Når regnearket tæller mere, end sund fornuft.

Indenrigsminister Morten Østergaard, er efter DRs udsendelse om Danmark på overførsel, ude og forlange strammere regler på dagpengeområdet, stramme regler der i forvejen findes. Og Ministeren er virkelig overbevist om, at folk ikke gider arbejde. Og at de derfor skal piskes noget mere, enten ved strammere regler eller lavere ydelser. Og ja, på sigt vil det nok også hjælpe, bliver man fattig nok, er man villig til alt for at få mad på bordet. Man bliver villig til at se stort på rettigheder, ordentlige løn- og arbejdsforhold. Man bliver villig til at besætte vikarstillinger, som ikke er en garanti for indtægt, men man er praktisk talt daglejer.

Og lad os lige slå en ting fast, dagpenge er man ikke på for sjov, eller fordi man vælger det. Man er på dagpenge, fordi man er så uheldig at miste sit arbejde.
Nogen gange virker det som om at politikerne kun kigger i regnearkene, konstatere at der er ledige jobs, og der er folk uden arbejde. Derfor må grunden være, at de er dovne og ikke gider arbejde, siden at de ikke tager de jobs, der tilsyneladende er.

Og det er her jeg mener at Morten Østergård, repræsentere den stadigt voksende djøf-stat, der bruger regneark og stærkt fordrejet tv-programmer, som rettesnor for politik-udvikling. I stedet for visioner, virkelige erfaringer, hverdagens problemer og sund fornuft. Trækker djøf-staten sig tilbage til regnearkets lyksaligheder, nødvendighedens politik og universiteternes neoliberale markedsteorier. Hvorfor er det en nødvendighed at skære i dagpenge, efterløn og velfærdsydelser? Hvorfor er det ikke en nødvendighed at hæve skatten, sænke ministerpensionen eller afskaffe kongehuset? Nødvendighedens politik er ikke en mangel på politik, kun en mangel på forklaring.

 

Kommentarer