Det Danmark Vi Alle Fortjener

”Hvorfor så overhovedet arbejde i den offentlige sektor? Når nu det hele er så galt og utaknemmeligt, hvorfor finder du dig så ikke bare et job i et privat firma?”

De spørgsmål har rumsteret i mit hoved det sidste stykke tid. Hvis ikke de sidste par år.

Afmagt

I disse dage bliver jeg desværre bekræftet i hvad min mavefornemmelse har prøvet at sige. Den frustration og afmagt jeg har følt, når politikerne reformerer og effektiviserer det hele væk under fødderne på os. Den danske velfærd jeg har været så stolt af. Man får ofte den følelse, at man næsten kun hører historier om, hvor uduelige sygeplejerskerne er, hvor inkompetente lærerne er, hvor følelseskolde de kommunale sagsbehandlere er og så videre, og så videre. Parallelt med det hører man så fra politikere der vil skære ned på det offentlige budget, mener vi er for grådige, for dovne. De taler ned til vores faglighed. Taler ned til os som mennesker. Alt imens vi så kigger op fra nederste løntrin på kommunaldirektører der får 1,5 mio. store fratrædelsesordninger, og i forlængelse af det, bliver ansat med det samme igen.

Det går jo så godt i Danmark

Man får ondt i maven. Og dårlig samvittighed. For vi ligger konstant i toppen af listen over verdens lykkeligste folk! Vi bliver set op til i hele verden. Vi har det jo så godt i Danmark! ”Det GÅR godt i Danmark!”. Det siger vores statsminister, år efter år, i hvert fald.

Men vi skal jo ikke blive grådige.

Vi ER ikke grådige! Det må være et absolut fåtal af os, der har valgt at blive offentligt ansat, for lønnens skyld. Det var det ikke dengang vi tog uddannelsen, og heller ikke da vi søgte jobbet. De fleste af os valgte det, for at gøre en forskel! Fordi vi tror på, at de kræfter vi lægger i dagens arbejde, vil komme andre til gode. Vi sørger for at du kommer sikkert til verden. Vi passer på dig indtil du skal i skole. Vi uddanner dig, giver dig tryghed, sørger for at du kommer værdigt herfra, og alt derimellem.

Vores styrke er vores fællesskab

Det er lige præcis det Danmark jeg tror på, og knokler for. Det er det Danmark, som vores forgængere har kæmpet for at skabe. Det Danmark som vi ønsker for vores børn og efterkommere.

Danmark er et lille land. Så vores allerstørste styrke, er vores fællesskab og sammenhængskraft!

Så kære politikere. Kære Danmark. Lad os nu beholde det samfund der gør os så unikke. Stop med at effektivisere det hele ud på et overdrev! Stop med at udhule det fundament, som vi alle sammen står på, og er afhængige af. Stop med at tale ned til os der hver dag yder vores allerbedste.

Giv os den respekt og anerkendelse! Giv os flere kolleger at bære byrden med. Giv os mulighed for at være der for jer alle. For det fortjener I!

Det fortjener Danmark!

Kommentarer