Derfor skal vi IKKE holde kæft!
Jeg synes efterhånden medierne er fyldte med historier om demente, der forsvinder fra plejehjem og findes døde. Pædagoger, social- og sundhedsassistenter, fængselsbetjente m.fl., der overfaldes eller dræbes. Senest måtte 57 årige Vivi Nielsen lade livet på hendes arbejdsplads, det socialpsykiatriske bosted Lindegårdshusene i Roskilde. Alligevel virker det som om det kommer bag på politikerne hver gang. Men måske det ville hjælpe, hvis det var mere legalt at gøre opmærksom på de forhold vi arbejder under?
I midten af marts blev jeg valgt ind i social- og sundhedssektorbestyrelsen i min lokale FOA afdeling. I torsdags var vi samlet i bestyrelsen for første gang og da vi bagefter sad og spiste sammen kom vi ind på min rolle som faglig meningsdanner. En af de ældre bestyrelsesmedlemmer kiggede i den forbindelse alvorligt på mig og sagde: “Christina, du er godt klar over, at hvis du fortsætter med at råbe op, så kommer du ALDRIG til at få et fast arbejde, så jeg håber du er glad for at være vikar,” Flere af de andre ved bordet stemte i og gav hende ret og kunne komme med konkrete eksempler på kolleger, der havde fået mundkurv på. Jeg vil helt ærlig indrømme, at min første reaktion var at tænke “Shit! Jeg stopper med det samme!” For hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg da heller ikke jeg skal være vikar resten af min tid på arbejdsmarkedet. Men heldigvis blev jeg ret hurtigt i stedet virkelig irriteret. For hvis os, der er på gulvet og kan se hvilke konsekvenser nedskæringer, besparelser og politiske beslutninger har, ikke råber op og siger fra, hvordan skal vi så kunne gøre politikerne opmærksomme på, hvad der sker? Hvor længe skal vi stiltiende se til, mens vores kolleger bliver slået ihjel i psykiatrien, fordi de psykisk syge patienter er for syge, når de udskrives fra de psykiatriske afdelinger? Hvor længe skal vi acceptere, at demente enten må bedøves eller stikker af fra vores plejehjem, fordi vi ikke har ressourcer eller redskaber til at passe på dem?
Jeg faldt for nyligt over en artikel på avisen.dk, som havde overskriften “SOSU’er tør ikke sige sandheden”. I artiklen henvises til en undersøgelse FOA havde gennemført, hvor hele 68 % af de adspurgte tilkendegav, at de var helt eller delvist enige i, at de frygtede negative konsekvenser for dem, hvis de udtalte sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen. Artiklen er fra 1. april 2014, men på trods af, at den nu er 2 år gammel, er den bestemt stadig relevant. Det blev jeg mere end bekræftet i forleden. Hvis vores arbejdsgivere vil true os til tavshed, så går de faktisk imod § 77 i Grundloven, som siger, at enhver er berettiget til at offentliggøre sine tanker på tryk, i skrift eller tale. Vores loyalitetspligt overfor arbejdsgiveren kan aldrig begrænse dette, så længe vi kun udtaler os på egne vegne og uden at bryde med tavshedspligt, hænge folk ud eller sprede usandheder.
Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev bedre til at stå sammen og kæmpe for bedre vilkår, både for os selv, men bestemt også for de børn, ældre, psykisk syge og svage vi møder i vores arbejde. For vi skal vel ikke bare acceptere, at gå på arbejde med med eget eller andres liv som indsats?
