Der er ikke plads til mig i Danmark

Jeg bliver stillet de samme spørgsmål igen og igen; ”Hvordan går det?”, ”Hvad arbejder du med?” eller ”Hvad laver du til dagligt?”. Men i virkeligheden er disse mennesker ikke interesseret i at høre mit sande svar. Gang på gang giver jeg det svar I gerne vil høre og fortæller, at det går godt og jeg stadig er arbejdsløs. Men det er ikke sandheden.

Sandheden er, at jeg slet ikke er interesseret i at small-talke, og jeg er sådan set ligeglad med, hvordan vejret er i dag, og hvordan det bliver i morgen. Mit nærmeste netværk består udelukkende af psykisk sårbare mennesker med dybe ar på sjælen. Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg har mere til fælles med en eks-misbruger og en hjemløs end jeg har med mine tidligere studievenner og kollegaer. Selv min familie kan ikke forstå, hvordan jeg har det og hvem jeg ”pludselig” er blevet til. Så hvorfor skulle jeg dele det med dig?

Jeg har en psykisk diagnose. Det har ingen betydning, hvad diagnosen hedder, for med den er jeg ikke længere en accepteret del af samfundet. Jeg er stemplet og kommet i boks. Jeg kan ikke længere bidrage til ubetydelig small-talk uden at lyve, og jeg har faktisk heller ikke lyst til at lyve om hvem jeg er og hvad jeg laver. Jeg er blevet isoleret i en lille tabubelagt skyggeside af samfundet. En del, som vi ikke snakker om, og hvor dem, som sidder midt i det ikke en gang tør at snakke med hinanden. Jeg er blevet en del af ”dem” og ”det” vi ikke snakker om.

Det var en tilfældig torsdag i marts 2014 at det virkelig gik op for mig, hvor alvorlig en situation jeg befandt mig i. Min støttekontakt – en mandlig sygeplejerske, tog mig med til modtagelsen på psykiatrisk hospital, hvor jeg blev indlagt. Mit hoved, mine tanker, mit liv var fuld af tomhed og smerte. En inderlig smerte, som umuligt kan beskrives. Mine tanker spillede hele tiden op til skyld, dårlig samvittighed og skam. Jeg kunne ikke se løsninger, ikke en gang problemer. Jeg tænkte hvert minut, hvert sekund på, hvordan jeg bedst og hurtigst kunne gøre en ende på denne smerte. Mit liv havde ingen værdi. Min største frygt var at leve – at overleve.

Jeg har været en af de få heldige i vores psykiatriske system. Jeg er blevet guidet igennem en lang periode med medicin, terapi, mindfulness, bostøtte og gruppeforløb med andre i samme situation som mig. Jeg står nu et år senere og ser tilbage på en tid, hvor jeg nærmest ikke kan huske, hvad tiden er gået med. Jeg har ikke arbejdet på arbejdsmarkedet, men jeg har arbejdet med mig selv; og det er det hårdeste job jeg nogensinde har haft. Der er ikke noget jeg hellere vil end at komme tilbage på arbejdsmarkedet – at blive en del at normaliteten. En del af ”jer”.

Men vejen tilbage er utrolig hård. Det er svært fordi jeg ikke føler mig accepteret i det danske samfund. Jeg føler at jeg er nødt til at lyve om, hvem jeg er, og hvad jeg har været igennem. Jeg har set en skyggeside af samfundet og mit nuværende netværk består af skæbner, der ligner min egen. Jeg ved nu at velfærden kun er for dem, der kan tale for sig selv og for dem, der råber højest. Det vil jeg ikke være med til. Jeg vil bevare Danmark som en velfærdsstat, der tager sig af de svageste og hjælper dem på benene igen. Jeg vil være en del af et land med lige forhold for alle – også dem, der lever i en verden af tabu.

Hvis Danmark forsat skal være verdens lykkeligste land, må vi tage hånd om vores svageste led.

Kommentarer