De kampe vi kæmper

I sidste uge sad jeg og tjekkede nyhederne på min mobil da jeg tilfældigt fik øje på overskriften “seerne raser: snyd i bagedysten.” Normalt springer jeg den slags nyheder over, men jeg nåede at læse at den store bagedyst kan få danskerne til tasterne. Så jeg læste artiklen og kunne med selvsyn se hvad folk skrev bl.a. på twitter. Samme dag ramte en anden nyhed de danske medier; nemlig at en lækage afslørede et nyt skattely på Bahamas og at den tidligere Eu-kommisær Neelie Kroos’ navn blandt andre fremgår i de i alt 1.3 millioner dokumenter der er blevet lækket.  Men det er “bagedysten” vi danskere kommenterede flittigst på.

Senere denne dag skulle jeg til massør. Godt som jeg lå der på briksen for at få løst mine spændinger gav jeg udtryk til massøren for min irritation over danskernes engagement i bagedysten, men mangel på samme når det kommer til f.eks. skattelysager.

Jeg bandede videre: “Men det er sgu også bare utroligt. Vi lever i en tid hvor vi bl.a. kan se velfærden smuldre, skat og arbejdstilsynet bliver nedprioriteret og et nyt skattely dukker op. Alt dette rører ikke den gennemsnitlige dansker så meget så de blander sig i debatten. Men de skal satanedme ikke snyde i bagedysten! Hvorfor fanden er det bagedysten der får opmærksomheden?”

Massøren svarede: “Jo, men grunden til at de skriver ind omkring bagedysten er, at det er et konkret problem de kan se sig ud af at skrive om. Det er en sag de kan se de kan vinde.”

Måske har hun ret. Måske er den almindelige dansker efterhånden vant til kun at gå efter de små sikre sejre. Måske har vi danskere en så travl hverdag at vi ikke orker at forholde os til de store problemer der er i verden. Jo vi ser da nyhederne hver dag og får det seneste med, så vi kan brokke os over det i frokostpausen den efterfølgende dag. Men mere sker der som regel ikke.

Skide være med dyrekortene.

Men nu er vi danskere simpelthen nødt til at få øjnene op for hvad der er vigtigt i vores samfund. Og i stedet for bare at lytte til hvad der bliver sagt, er vi også nødt til at forholde os kritisk til de informationer vi får. Vi er nødt til at sætte os ind i de reformer, de skattesager, de “ubehagelige” beslutninger som politikerne tager. Emner vi er blevet bildt ind er langt mere komplekse end de egentlige er. Glem nu bare forsøget på 50-øres afgiften på dankortet. Skide være med dyrekortene fra Føtex. Vi er nødt til at ryste på hovedet af snyd i bagedysten og bruge energien på lidt mere alvorlige emner, som f.eks. den høje pensionsalder og samtidige nedskæringer i arbejdstilsynet, der for mig at se kan komme til at berøre os alle og få nogle alvorlige konsekvenser.

Og når vi så har fået rettet fokus hen på de såkaldte komplekse emner, skal vi råbe højt. Vi skal til tasterne, vi skal lave aktioner og vi skal demonstrere. Der er nogle politikere der skal vækkes og det gør vi bedst når vi er sammen om det.

Hvis man følger lidt med på de sociale medier, vil man hurtigt opdage at en stormagt som USA lider lige nu. De står og skal vælge mellem to præsidentkandidater, som størstedelen har et anstrengt forhold til. Det vælter frem med historier om medicinalindustrien der tjener uhyre summer på den fattige amerikaner. For da slet ikke at tale om de mange sager om politibetjente der skyder eller overfalder afroamerikanere. Og det er bare nogle af sagerne. Men det har fået den almindelige amerikaner op af stolen og de ikke bare råber, nej de skriger. De er vrede og de skriger på forandring. Og jeg tror faktisk de får den. Om der så skal en revolution til! Men forandringens største spæde skridt sker ud fra et ønske om forandring. Og for om man kan vurdere om der er noget der trænger til at forandres, kræver det at man sætter sig ind i de ting som vores ledere i dette land foretager hen over hovedet på os. Og I har også læst aviserne. I har også set nyhederne. I har også læst historierne på de sociale medier. Så I ved at der er nok at tage fat på.

sammen kan vores stemme rent faktisk gøre en forskel.

Kommentarer