Dansk Byggeri og Regeringen er skyld i manglen på dygtige faglærte

I håndværksbranchen har man i et stykke tid råbt på flere faglærte medarbejdere. Men Dansk Byggeri og regeringen har i samarbejde gjort erhvervsuddannelserne mindre attraktive i form af lavere løn, dårligere arbejdsmiljø og en højere pensionsalder.

 

Internt i håndværksbranchen har vi godt vidst, at der var travlt. Og der vil kun komme mere at lave til os, der arbejder i branchen, over de næste par år. Og danske håndværksmestre har været nødt til at takke nej til en del af de opgaver, de bliver tilbudt. De har dog af den grund ikke taget flere lærlinge.

 

Mangel på lærepladser

Hvis vi lige tænker over, hvem der i den her situation kunne tænkes at bære et ansvar for, at vi kommer til at mangle faglærte medarbejdere.

En ting er, at man i den her branche skal have en læreplads for at kunne gennemføre en uddannelse. En anden ting er, at mange håndværksmestre i de sidste 10 år ikke har vedkendt sig det ansvar, man havde for at uddanne den næste generation af håndværkere.

Jeg forstår i hvert fald godt de unge mennesker, som skal til at vælge en uddannelse i løbet af 9. klasse. Dem, som ender med at vælge en uddannelse på den lokale erhvervsskole og senere et job i den danske byggebranche fra, fordi de ikke har været sikre på at kunne gennemføre uddannelsen pga. manglen på lærepladser. Jeg forstår udmærket frustrationen – jeg har selv stået i den situation, hvor jeg manglede en mester, der kunne give mig en læreplads. Jeg endte selv med at have haft tre forskellige arbejdsgivere som lærling, før jeg stod med mit svendebrev som tømrer tilbage i marts 2014.

 

Dårlige rammer for arbejdet

Det er heller ikke ligefrem fordi, regeringen over de sidste par år har gjort det mere attraktivt at vælge et job som håndværker. En ting er, at et job som murer, tømrer eller struktørsvend er et hårdt fysisk job. Udover at jobbet i sig selv er fysisk hårdt, og at mange ældre svende derfor har problemer med bare at holde til de bliver 68 år, så skal os, der er unge holde i væsentligt flere år end vores ældre kollegaer på grund af stigningen i pensionsalderen.

Hvis regeringen nu rent faktisk var interesseret i at os, der arbejder i den her branche, kunne holde til at arbejde nogle år mere, så ville den ikke efterfølgende vælge at spare på Arbejdstilsynet. Min oplevelse af arbejdsmiljøet ude på byggepladserne er, at det snarere er reglen end undtagelsen, at der bliver sparet på arbejdsmiljøet.

Hvis man nu i fremtiden gerne vil sikre det opsving, der er i gang, er der jo en fidus i ikke at gøre det mindre, men tvært imod skal man gøre det mere attraktivt for de unge mennesker, som skal uddanne sig til at være faglærte i byggeriet i fremtiden. De unge mennesker i folkeskolen bør også bliver vejledt ordentligt om mulighederne ved en erhvervsuddannelse, og hvad erhvervsuddannelser rent faktisk går ud på.

Hvis Dansk Byggeris løsning på manglen af medarbejdere i håndværksbranchen er at hente flere østeuropæiske håndværkere til Danmark, vil det for det første presse både lønnen og arbejdsmiljøet negativt i branchen og efterfølgende gøre det mindre attraktivt at søge et job i branchen.

 

Manglende kvalifikationer

Nu hvor Dansk Byggeris medlemmer synes, de mangler arbejdskraft, burde de måske have haft overvejet noget før at tage flere lærlinge. For de østeuropæiske håndværkere vil ikke have samme uddannelseskvalifikationer, som en murer eller tømrer fra Danmark har, og dermed vil det jo være sværere at få uddannet nye medarbejdere, da arbejdsgiverende skal godkendes til at tage lærlinge.

Dansk Byggeri burde i højre grad vende blikket indad, hvis de synes, der mangler faglærte medarbejdere, fordi hos dem og deres medlemmer ligger der et stort ansvar i manglen på medarbejdere.

Regeringen bør desuden genoverveje deres slogan om, ”at det skal kunne betale sig at arbejde” – eller nok mere deres politik omkring det. Med en politik som skaber et dårligere arbejdsmiljø, en lavere løn og en pensionsalder, der er svær at nå uden at være slidt fuldstændig i smadder, kan det som håndværker være svært at få øje på, hvad der gør, at det kan betale sig at arbejde. Og hvis det ikke kan betale sig at arbejde i byggefagene, så er det ikke jo attraktivt for de unge at uddanne sig inden for de her fag, og så får vi ikke de dygtige faglærte i byggeriet, Danmark har brug for i fremtiden.

Kommentarer