Et barn af velfærdssamfundet

Jeg er i bund og grund et levende bevis på hvorfor velfærdssamfundet giver mennesker flere muligheder end deres baggrund ellers ville have gjort.

Min mor er social- og sundhedsassistent og igennem hele min opvækst var hun grundstammen i min trygge barndom. Min far var ufaglært tjener, som ofte stod udenfor arbejdsmarkedet. Han var en omsorgsfuld far, men han formåede desværre ikke altid at deltage i min opdragelse, i samme omfang som min mor, fordi han havde et alkoholmisbrug. Selvom jeg ikke har lidt overlast i min barndom, er forældres overforbrug eller alkoholmisbrug ofte forbundet med en masse brudte aftaler og svigt. Jeg er ikke anderledes end andre børn som har det svært derhjemme. Jeg fik også ondt i maven, kunne ikke holde ud at være væk hjemmefra når vi var på lejre turer og havde i det hele taget rigtigt svært ved min skolegang.

Velfærdssamfundet skal være et sikkerhedsnet
I dag er jeg i praktik på et misbrugscenter og fælles for stort set alle der har et misbrug er, at deres egen barndom inkluderede store mængder af alkohol eller stoffer. Jeg har heldigvis ikke fået et misbrug, ikke fordi jeg er stærkere end dem, men fordi der i min folkeskole var en lærer der tog hånd om mig og som altid troede på at jeg kunne klare mig igennem folkeskolen med et tilfredsstillende resultat. Samtidig hjalp kommunen mig igennem de psykiske udfordringer ved at sende mig i terapi og på den måde fik mig til at indse, at det ikke var min skyld at mine forældre skændes, at de var blevet skilt eller at min far drak for meget. Velfærdssamfundet var sikkerhedsnettet under mig.

Der er stadig lang vej
Men i virkeligheden er det ikke kun historien om mig – det er i virkeligheden historien om et velfærdssamfund som fungerer. Vores velfærdssamfund går i sin enkelthed ud på at skabe de bedst mulige rammer for flest muligt. Når jeg klarede mig dårligt i skolen, fik jeg ikke bare lov at sidde og passe mig selv. Jeg fik den nødvendige støtte og hjælp, og gik til ekstra undervisning i stort set alle fag. Jeg blev ikke opgivet, for i Danmark giver vi ikke op på hinanden – vi kæmper sammen for at nå længst muligt. Min historie er billedet på en folkeskole som fungerede, og på en folkeskolelærer som var dygtig og engageret i sit arbejde som så mange andre folkeskolelærere derude. Min historie er billedet på en kommune, som tog et socialt ansvar. Desværre er der mange der ikke blev grebet i rette tid, dem ser jeg hver dag på misbrugscentret. Dem har vi et ansvar for at samle op nu, men i endnu højere grad har vi et ansvar for at sikre at ingen ender i samme situation som dem. Jeg blev politisk aktiv fordi andre skal have den samme mulighed som velfærdssamfundet gav mig.

 

Kommentarer