Byggebranchens forfald!

Jeg er til daglig VVS-akkordsvend på byggepladser, og har derfor et indgående kendskab til forholdene for de forskellige faggrupper.

Det ryster mig at høre, hvordan kulturen hos langt de fleste faggrupper er i forfald.

Vi VVS’ere er snart de eneste, der har en seriøs tilgang til det, at være medlem af en fagforening, og hvad det vil sige at stå sammen. I min branche, er det Alfa Omega, at være organiseret hos Blik & Rør.

Jeg har flere gange oplevet, at der var en kollega der af en eller anden årsag, ikke var organiseret i blik og rør, og det havde konsekvenser for vedkommende. Sidste gang jeg oplevede det, fik min kollega der ikke var organiseret at vide, af vores fælles tillidsmand, at hvis han ikke øjeblikkelig, ikke senere den dag, men NU, ringede og meldte sig ind igen, så kunne han hente sin fyreseddel på kontoret.

Det lyder måske barskt, men det er en nødvendighed for sammenholdet, og for at vi alle står stærkere. Det betyder i praksis at, vi har helt andre privilegier end andre. Vi har en stærk fagforening, det beskytter vores fag, bl.a. via det der hedder rørprislisten. Det er en bog, hvor der er angivet priser for ALT arbejde inden for VVS. Vi har som VVS’ere til hver tid, krav på at måle vores arbejde op, efter rørprislisten.

Og det betyder at det ikke er muligt for en mester at underbetale os, da vi altid kan vælge at få målt vores arbejde op, og så er han forpligtiget til at betale, for hvad der er produceret. Det betyder i praksis, at vores løn, ligger langt over andre faggrupper, fordi vi til hver en tid kan få et bevis for vores værd.

De rettigheder har vi kun så længe, at der er nok tilslutning til vores fagforening, så de har styrke nok til at holde stand, imod løndumping, og forringelse af arbejdsvilkår.

Jeg hører tit fortællinger om, at i gamle dage, var det lige så attraktivt at være murer, tømrer maler osv. Men de tider er for længst forbi. Selvfølgelig er der stadig  murer, maler og tømre-svende der tjener godt og har gode arbejdsvilkår, men det er langt de færreste. Det skyldes i min optik, klart den manglende tilslutning til rigtige fagforeninger, ikke Krifa og den slags. Det er desværre sådan, at folk er blevet for meget individualister, og har glemt hvad sammenhold er.

 

Kommentarer