Bliver det grå guld, til en grå betonklods?

 

Kære Lars Løkke.

Jeg er uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder på et plejecenter i Københavns Kommune. Jeg er vældig bekymret for din plan om nulvækst i det offentlige – dels på mine borgers vegne og dels på mine egne vegne. Hvis min stilling skal skæres væk, hvilket godt kunne ske, når der ifølge FTF’s grafik skal spares 285 sosu-personalestillinger væk i Københavns Kommune, så får mine borgere det endnu dårligere.
Herunder er eksemplet fra FTF’s grafik:

Kommune: Københavns Kommune
Antal færre arbejdspladser:
Pædagoger: -244
Dagplejere: -9
Pædagogmedhjælpere: -186
Folkeskolelærere: -181
Sosu-personale: -285
Sygeplejersker: -48
Kost og ernæring: -15
Ergoterapeuter: -14
Fysioterapeuter: -13
Kontor- og It-personale: -142
Akademikere: -116
Socialrådgivere mv.: -30
Ufaglært arbejde med service og rengøring mm.: -165
Øvrige personale: -131
I alt: -1578

Jeg er i dag kontaktperson for hr. Jensen på 74 og fru Sørensen på 92. De lider begge af svær Alzheimers demens og har behov for, at der er personale omkring dem 24 timer i døgnet. Det har de i dag, og det vil de også have fremover. Det er jeg sikker på, men jeg er ikke så sikker på, at personalet vil have tid til dem. Fortjener vores ældre mennesker ikke, at der er nogen, der tager sig tid til dem, når de ikke selv kan overskue tiden i sig selv? Det synes jeg, at de fortjener, og det er nok den største forskel mellem dig og mig, Lars Løkke.
For du vil skære i det mest grundlæggende af velfærdens sokler, og hvorfor er det, at det endnu en gang skal gå ud over de ældre? Er det fordi, de ikke længere har en gyldig stemme, som fortjener at blive hørt i samfundsdebatten? Er det fordi, de bliver betragtet som en betonklods i vores velfærdssystem? Stilhed er ikke altid samtykke, fordi man ikke bliver hørt.

Jeg vil gerne tage dig med på en fremtidsrejse. Lad os sige 30 år frem i tiden. Du har fået konstateret en demenssygdom og skal nu flytte på et plejecenter. Du får en kontaktperson på det plejehjem. Det er mig. I de første par uger skal vi lige lære hinanden at kende. Vi har afholdt en indflytningssamtale, hvori jeg, som kontaktperson, får lidt at vide om din baggrund, interesser, problemstillinger osv.

Du er egentlig meget velfungerende, men har på nuværende tidspunkt behov for at blive guidet til alt det personlige såsom vask og påklædning. Efter et par måneder begynder din demens at udvikle sig, og du glemmer, at du har behov for at gå på toilet. Flere gange dagligt har du våde bukser, og du bliver flov over det. For det betyder jo, at du skal bede om hjælp. Der er bare et problem. Der er ikke nogen i nærheden, som kan hjælpe dig. Du kigger fortvivlet omkring og kan ikke lide, at de våde bukser klistrer sig til lårene. Endelig ser du en ansat, og du følger hende med øjnene. Hun suser forbi dig, imens hun råber: ”Jeg kommer om 5 minutter, Lars”. En beroligende følelse planter sig i dig, men allerede efter få sekunder bliver du igen fortvivlet og tænker ”hvor bliver hun af?”. Der går en halv time, før den kvindelige ansatte kommer, og i mellemtiden er du blevet godt og grundig sur. Du føler, at der nærmest er gået en halv dag, inden hun kommer og hjælper dig. ”Så har jeg tid, Lars,” er hendes eneste forklaring.

Er det en ”attraktiv” fremtid, vi selv skal se frem til, når vi ikke længere kan varetage vores egne behov?

Kommentarer