Afskaf hjemløsheden

Fredagsbar på JuraHjemløshed skal afskaffes, i vores samfund skal vi tage hånd om dem der ikke selv kan og det kan vi godt finde penge til, hvis vi vil.

For et par år siden arbejdede jeg på et trykkeri, i en baggård på Nørrebro. En mandag mødte jeg på arbejde kunne jeg ikke komme ind af porten, den var blokeret. Det viste sig at porten i løbet af weekenden havde fået fire beboere. En hjemløs mand, hans kone og to hunde var flyttet ind. Vores firma brugte samme port til at få papir ind og til at bringe tryksager ud, så de nye beboere kunne selv sagt ikke blive og blev pænt bedt om at pakke sammen.

I frokostpausen undrede vi os over at der var et stigende antal hjemløse i København og vi var enige om at det var nødvendigt at sikre at alle har et sted at bo.

Forleden stødte jeg på en invitation til fredagsbar på jurastudiet. Som illustration havde de valgt et billede af en hjemløs med ordet debitor, som betyder skyldner, skrevet hen over og sammenlignede med en smart advokat som var kreditor.

Det arrogante menneskesyn som disse juristspirer udviste overfor andre mennesker, fatter jeg slet ikke. De er i en pisse privilegeret situation, hvor de får betalt deres uddannelse og har udsigt til høje lønninger og så tillader de sig at gøre grin med dem på samfundets bund?!

I et samfund som vores, er det en kerneopgave at sørge for at alle har et tag over hovedet og det er på grund af den slags opgaver, at jeg gerne betaler skat. Desværre bliver mine skattekroner tydeligvis brugt forkert. Det ved enhver som handler ind i Brugsen hvor de hjemløse sælger deres avis, som bruger Nørreport Station, hvor de hjemløse tigger, og alle som er kommet forbi indgangen til Bremen Teater, hvor mange hjemløse overnatter.

Hvordan kan man bruge pengene på at give topskattelettelser, til glæde for de kommende jurister og advokater, når der ikke er penge til at sikre de hjemløse en bolig? Den prioritering giver muligvis mening i et regneark på Christiansborg men for mig er det helt tosset.

De unge jurister kunne passende, til deres fest på fredag, smider en 10’er ekstra for hver øl de drikker og smutte forbi Bremen med pengene på vejen hjem. Det kunne være deres første lille bidrag til at komme hjemløsheden til livs.